Samsung frygter galaktisk stort tab efter batteriskandale
Mobilgiganten forventer et tab på 5,3 milliarder dollar som følge af brandfarlige batterier i Galaxy Note 7.
Det oplyser selskabet fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dermed beløber forventningerne til det samlede tab sig til 5,3 milliarder dollar. Det svarer til godt 35 milliarder kroner.
- Fra nu af vil Samsung Electronics lægge vægt på at normalisere handlen ved at koncentrere sig om Galaxy S7 og Galaxy S7 edge, lyder det fra selskabet i en erklæring.
Tirsdag meddelte den sydkoreanske elektronikgigant, at den stopper al salg og produktion af sin nyeste model.
Det sker, fordi telefonens batteri har vist sig at kunne bryde i brand eller eksplodere.
Efter få minutters handel onsdag lå aktiekursen tre procent lavere end tirsdagens slutkurs.
Det er ifølge nyhedsbureauet AFP det største dyk på en enkelt dag siden 2008, og det udhulede Samsungs børsværdi med 17 milliarder dollar eller cirka 115 milliarder kroner.
I alt er Samsung-aktier denne uge faldet omkring otte procent, skriver Reuters fredag.
Samsung er verdens største producent af smartphones, og analytikere har advaret om, at krisen kan gøre uoprettelig skade på et marked, hvor tillid og loyalitet spiller en stor rolle.
Salgsstoppet omfatter også udleveringen af de erstatningstelefoner, som kunder har fået, efter at det i første omgang kom frem, at telefonen kunne bryde i brand.
Umiddelbart efter lanceringen af Galaxy Note 7 i august tilbagekaldte Samsung omkring 2,5 millioner enheder på grund af batteriproblemer.
Senere viste det sig, at også erstatningstelefonerne kunne bryde i brand.
Samsung Electronics er Sydkoreas største virksomhed.
/ritzau/